Afdelingschef til Kunder og Marked hos Midttrafik
Kan du komme hele vejen rundt om kundens rejseoplevelse?
Kunderne skal kunne regne med Midttrafik hver eneste dag. Som afdelingschef for Kunder og Marked i Midttrafik leder du fire velfungerende teams, følger den strategiske retning for en driftsfokuseret afdeling og sikrer, at kundens perspektiv har en stemme i vores beslutninger.
Midttrafik er et fælleskommunalt trafikselskab, ejet af 18 kommuner og Region Midtjylland. Vi sikrer kollektiv trafik, der hænger sammen i hele regionen. Hos os er visionen klar: Vores kundefokus skaber nem, attraktiv og bæredygtig mobilitet for alle passagerer. Og her kommer du så ind i billedet som afdelingschefen, der fortsat holder visionen og kunden i fokus.
Opgaven, du træder ind i
Kunderne møder hver dag Midttrafik i telefonen, på skærmene og ude på ruterne. Med Strategiplan 2025–2028 har afdelingen fået en klar retning: Kunderejsen skal være nem, tilgængelig og forståelig før, under og efter turen.
Som afdelingschef får du ansvaret for, at afdelingen lever op til den ambition – både i den daglige drift og i den videre udvikling. Du bliver også en del af et chefteam med direktør Lars Berg i spidsen, hvor du sammen med to chefkollegaer er med til at sætte retningen for hele Midttrafik.
Dine opgaver bliver blandt andet at:
• lede afdelingen Kunder og Marked gennem tre teamledere og have direkte ledelse af Markedsføringsteamet på fire personer
• omsætte Strategiplan 2025–2028 til konkrete handlingsplaner og prioriteter og følge op på, at afdelingen leverer på dem
• sikre stabil drift og tydelig kommunikation til kunderne, også når driften bliver forstyrret
• drive den digitale udvikling i afdelingen sammen med IT & Digitalisering, så kunderne oplever nemme og sammenhængende digitale løsninger
• have ansvaret for afdelingens budget, business cases, projekter og leverandørkontrakter – og samarbejde tæt med dine to chefkollegaer om Midttrafiks samlede prioriteringer
• være sparringspartner for direktøren, når organisationens vigtigste beslutninger skal træffes
Det er et forholdsvis ungt lederteam, der sætter pris på en chef, som giver sparring og plads, viser vejen og hjælper med at prioritere de mange vigtige opgaver. Du står i spidsen for en afdeling med høj faglighed, så der er plads til at fokusere på den langsigtede udvikling og ledelse.
Samtidig skal afdelingen udvikle sig i takt med kundernes behov og de digitale muligheder – med blik for, at faglighed og personlig kontakt fortsat gør en stor forskel for kunderne.
Velkommen i teamet
I rollen bliver du chef for Kunder og Marked, som består af fire teams:
Trafikservice sørger blandt andet for hurtig og forståelig information til kunderne, når driften bliver forstyrret.
Kundeservice svarer kunderne på telefon og skriftligt.
Billetkontrol står for administrationen af udstedte kontrolafgifter.
Markedsføring arbejder både for, at flere vælger den kollektive trafik, og for at profilere Midttrafiks produkter.
I afdelingen beskriver medarbejderne selv kulturen som åben og tillidsfuld. Der er kort vej til hinanden, vi tør være uenige, og når ét team har travlt, rykker vi sammen.
I hele Midttrafik er vi 153 medarbejdere – mange nok til at løfte en vigtig samfundsopgave og få nok til, at vi kender hinanden i kantinen. Medarbejdere såvel som ledere har selv formuleret vores tre værdier: ansvarlig, passioneret og nyskabende. Strategien lover en uformel omgangstone, højt til loftet og en sund balance mellem arbejde og privatliv. Og i praksis er der hos os sjældent langt fra hensigt til handling.
Din rejse indtil nu
Vi forestiller os, at du har flere års erfaring som leder af ledere i en kundeorienteret organisation. Du har vist, at du kan løfte kundeoplevelsen og skabe værdi for organisationen gennem andre, og du trives med at balancere god service, stabil drift og udvikling. Om din baggrund er privat eller offentlig, betyder mindre.
Erfaring med beslutningsoplæg og med at begå dig i rum med mange interessenter, fx i en bestyrelse eller et politisk forum, giver dig en fordel. Det samme gælder økonomisk styring og forståelse for de rammer, der følger med en offentlig organisation.
Din ledelsesstil er involverende og tillidsbaseret, og du tror på frihed under ansvar. Du lytter, spørger nysgerrigt ind, udfordrer, og sammen finder I vejen til den rette beslutning. Derudover er du en dygtig kommunikator både i afdelingen og over for kollegaerne i chefteamet, og du har modet til at tænke nyt. Dine teamledere får sparring på deres egen udvikling og en chef, de kan stole på, også i travle perioder og når driften er udfordret. Hos os må du desuden meget gerne tage din gode humor med på arbejde.
Kender du til politisk styrede organisationer, MED-systemet, pressehåndtering eller offentlig transport, er det en fordel, men det er ikke et krav, for det vil du kunne lære hos os.
Vil du være med til at sikre rejseglæden sammen med os?
Så glæder vi os til at høre fra dig. Vi bruger ikke traditionelle ansøgninger, men vil gerne vide, hvad der motiverer dig til at søge stillingen. Du kan læse mere om, hvad et motiveret CV er, her.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte seniorkonsulent Martin Meldgaard Pedersen på 40 63 69 07 eller mmp@ballisager.com.
- Afdeling
- Ledelse
Aarhus
Om Konsulenthuset Ballisager
Konsulenthuset ballisager er et vidensstærkt og nytænkende konsulenthus. Med udgangspunkt i vores analyser, teoretisk viden og praktisk erfaring hjælper vi jer med at sætte det rette team.
Som HR-partner hjælper vi jer med at nå jeres strategiske mål, realisere organisationens potentiale og få det bedst mulige ud af medarbejdernes kompetencer. Det gør vi ved at understøtte hele medarbejderrejsen – lige fra I finder på, at der skal ansættes og til, at det er tid til at sende medarbejderen videre.
Vi arbejder i fællesskab og med et mål om konstant at blive dygtigere. Det gør os til Danmarks foretrukne HR-partner.