IT-supporter til Triple Trading
Bliv Triple Tradings første dedikerede IT-supporter: Hjælp kollegerne, styrk sikkerheden og udvikl systemer og processer i en international virksomhed i vækst.
Fix det. Forbedr det. Byg videre. Bliv IT-supporter i voksende virksomhed
Du bliver den, kollegerne ringer til, når mailen driller, computeren skal sættes op, eller noget bare ikke virker. Men din hverdag stopper ikke ved support. Hos Triple Trading får du en bred rolle, hvor du både løser konkrete supportopgaver og får mulighed for at dykke ned i systemer, sikkerhed, processer og nye løsninger.
Hos Triple Trading har vi stadig start-up-DNA og vokser hurtigt. Med væksten følger flere kolleger, flere systemer og flere spørgsmål om, hvorfor printeren ikke virker. Stillingen er nyoprettet, og du bliver vores første dedikerede IT-person. Vores COO, Nicolai, har IT-hatten på ved siden af sit egentlige job. Hatten må du få, men han sparrer gerne med dig. Han ved nemlig også lidt om IT og computere.
Har du en IT-uddannelse i bagagen, samt en nysgerrighed og lyst til at tage ejerskab og sætte IT i system? Så må du meget gerne læse videre.
Når IT skal mere end bare virke
Du får ansvaret for den daglige support til vores ca. 20 kolleger i Slagelse og Lyngby. Supporten kommer i bølger. Nogle dage bruger du en halv dag på at finde ud af, hvorfor noget ikke virker. Andre uger kører det hele bare. Vi håber derfor at høre fra dig, der trives i en support rolle, og som samtidig motiveres af projekter, der skal gøre vores IT klar til væksten.
Lidt mere konkret kommer du blandt andet til at:
Give daglig support til kollegerne, fra opsætning af computere og telefoner til mail, der driller, og filer, der er forsvundet.
Styrke vores IT-sikkerhed og standardisere processer, fx on- og offboarding, så adgange bliver åbnet og lukket, som de skal.
Strukturere og dokumentere vores IT-løsninger.
Være projektleder over for de eksterne udviklere på vores B2B-webshop.
Hos os bliver ansvaret givet til dem, der tager det. Vores ERP-system, Uniconta, kan videreudvikles. API-løsningerne bag webshoppen, kan der nørdes i. Procesoptimering i Excel, kan du sikkert få meget sjov ud af. Kort sagt: Det, du har lysten og evnerne til, får du lov til at kaste dig over.
Din hverdag bliver fra vores kontor i Slagelse. Du vil primært hjælpe kolleger i Lyngby via fjernsupport, men vi sætter også pris på du tropper op, når opgaverne kræver det.
Du ved ikke alt. Men du finder ud af det
Vi forestiller os, at du har en IT-uddannelse. Hvilken? Det er vi nysgerrige på. Måske har du allerede et par års erfaring med IT-support. Du er hjemmevant i computere, mail, Office og telefoner, og du har lyst til at nørde med det, der ligger bagved. Har du erfaring med, eller en stor nysgerrighed omkring scripting, API eller IT-sikkerhed, er det et meget stort plus.
Din tilgang til opgaverne går vi ret meget op i. Som vores eneste IT-person skal du have selvtillid nok til at tage ejerskab. Vi sætter pris på selvstændighed, og at du har lavet din research, inden du stiller spørgsmål. Du arbejder struktureret, dokumenterer det, du laver, og spørger gerne: "Hvorfor gør vi egentlig sådan her?" ”Skal vi ikke gøre sådan i stedet?”. Har du samme tilgang som Pippi Langstrømpe: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!”, så vil du passe godt ind.
Du taler og skriver flydende dansk og engelsk.
IT, et vigtigt område for forretningen
Triple Trading er en international handels- og supply chain-virksomhed. Vi arbejder med emballage og relaterede løsninger til bl.a. foodservice og takeaway, sælger B2B og har faste producenter i Asien. Vi vokser hurtigt og åbner nye markeder. UK er netop kommet til, og Finland står for tur i 2027.
Hos os går tingene stærkt, tonen er direkte, og stemningen er uformel. Du bliver en del af en virksomhed, hvor IT er tæt på forretningen. Når vi ser et nyt behov eller en mulighed, prøver vi at finde ud af, hvordan vi kan få det til at fungere. Det er en del af vores måde at arbejde på – og den tilgang kommer du også til at møde i IT.
Din leder bliver Nicolai, som kalder en spade for en spade, og ikke tror på micromanagement. Han er tit ude at rejse, men han tager altid telefonen. Ændringer, der påvirker driften, vil han gerne være med på. Resten regner han med, at du har styr på.
Din base bliver som sagt i Slagelse, hvor de fleste driftsopgaver ligger, og der er fleksibilitet, når opgaverne tillader det. Kører du til Lyngby i egen bil, får du kørselsgodtgørelse efter statens takster. Vi har frokostordning, sundhedsforsikring, fri kaffe og sodavand samt sociale arrangementer fra sommerfest og julefrokost til spontane fredage.
Klar til at gøre en forskel i hverdagen – og lidt længere frem?
Så send os dit motiverede CV. Er du i tvivl om, hvad motiveret CV indebærer, kan du læse mere her.
Ansøgningsfristen er d. 29. oktober.
Vi holder samtaler løbende, så send gerne dit CV hurtigst muligt.
Vi får hjælp til rekrutteringsprocessen af Konsulenthuset ballisager. Har du spørgsmål til stillingen eller processen, er du velkommen til at kontakte seniorkonsulent Charlotte Novella på tlf. 30 63 12 46 eller cno@ballisager.com.
Vi glæder os til at høre fra dig.
- Afdeling
- IT
- Lokation
- Slagelse
Om Konsulenthuset Ballisager
Konsulenthuset ballisager er et vidensstærkt og nytænkende konsulenthus. Med udgangspunkt i vores analyser, teoretisk viden og praktisk erfaring hjælper vi jer med at sætte det rette team.
Som HR-partner hjælper vi jer med at nå jeres strategiske mål, realisere organisationens potentiale og få det bedst mulige ud af medarbejdernes kompetencer. Det gør vi ved at understøtte hele medarbejderrejsen – lige fra I finder på, at der skal ansættes og til, at det er tid til at sende medarbejderen videre.
Vi arbejder i fællesskab og med et mål om konstant at blive dygtigere. Det gør os til Danmarks foretrukne HR-partner.