Tekniker til aften hos Heraeus Covantics Denmark
Bliv første tekniker på aftenhold hos Heraeus Covantics: Få selvstændigt ansvar for drift, fejlfinding og nyt udstyr i en højteknologisk fiberproduktion i vækst.
Tekniker til aften – få en central rolle i højteknologisk fiberproduktion
Er du en erfaren tekniker, der trives med selv at have ansvaret, når produktionen kører? Får du energi af at finde fejlen, før den bliver et problem? Og vil du være den første på et nyt aftenhold i en virksomhed, der er i fuld gang med at skalere fremtidens fiberteknologi?
Så kan det være dig, vi søger hos Heraeus Covantics Denmark.
Vi udvikler og producerer avancerede optiske fibre til nogle af verdens mest innovative teknologiske løsninger. Lige nu udvider vi produktionen markant og investerer i nyt produktions- og måleudstyr for at øge kapaciteten inden for Hollow Core-fibre, en teknologi med stort internationalt potentiale.
Når produktionen vokser, skal driften også sikres om aftenen. Derfor har vi brug for en tekniker, der kan være til stede om aftenen. Det betyder, at du i starten er eneste tekniker på aftenholdet, og at du får mulighed for at præge, hvordan teknikerfunktionen om aftenen skal se ud.
Produktionen vokser – og nu får aftenen sin egen tekniker
Om aftenen er du teknikeren, operatørerne kan regne med. Når noget driller, er det dig, der vurderer situationen, finder årsagen og træffer beslutningen. Du overleverer til dagholdet, så viden og erfaringer følger med fra vagt til vagt. Du bliver en del af et tværfagligt fællesskab med teknikere, operatører, maskinmestre, fysikere og ingeniører.
Vi vil blandt andet gerne have din hjælp til at:
Sikre stabil drift gennem fejlfinding, forebyggende vedligehold og optimering af produktionsudstyret
Kalibrere måleudstyr og sensorer
Bidrage til indkøring af nyt udstyr og nye produktionslinjer
Analysere data og bidrage til løbende forbedringer af produktionsprocesserne
Dokumentere og udvikle arbejdsgange, så aftenholdet står stærkt, når det vokser
Du er vant til at stå på egne ben
Fordi du i starten er alene som tekniker om aftenen, lægger vi vægt på, at du har solid erfaring fra en produktionsvirksomhed eller et andet teknisk miljø, hvor driftssikkerhed, kvalitet og præcision er en del af hverdagen. Du er tryg ved at træffe beslutninger selv og ved, hvornår en sag kan løses på stedet, og hvornår den skal gives videre.
Du har sandsynligvis en baggrund som industritekniker, automatiktekniker, produktionsteknolog, maskinmester eller noget tilsvarende. Har du arbejdet med automatiserede produktionsanlæg, PLC-styring eller forebyggende vedligehold, er det et stort plus.
Som person er du selvstændig, struktureret og rolig. Du går efter den egentlige årsag frem for at slukke ildebrande, og du har blik for de små justeringer, der gør en stor forskel i en højteknologisk produktion. Samtidig er du god til at kommunikere, så dine kolleger på dagholdet altid ved, hvad der er sket, og hvad der skal følges op på.
Du får en grundig oplæring, så du har et godt fundament, inden du for alvor tager ansvaret for aftenen.
Ansvar, frihed og avanceret teknologi
Hos os får du et selvstændigt job med stor indflydelse på, hvordan aftendriften organiseres. Du bliver en del af en højteknologisk produktion, hvor du arbejder med avanceret teknologi og samtidig får gode muligheder for faglig udvikling. Du får dygtige kolleger omkring dig og samarbejder samtidig med internationale kolleger og samarbejdspartnere. Det er derfor et krav i stillingen, at du kan begå dig på engelsk i både skrift og tale.
Vi tilbyder attraktive ansættelsesvilkår med blandt andet pension, sundhedsforsikring og frokostordning. Arbejdstiden er 37 timer, 5 dage om ugen på aftenhold. Når det er sagt, har vi selvfølgelig plads til fleksibilitet, og vi håber, du kommer med samme indstilling. Hos os er der plads til frihed under ansvar.
Vil du være med fra starten?
Så upload dit motiverede CV via linket hurtigst muligt. Du kan læse mere om, hvad et motiveret CV er, her.
Deadline for ansøgninger er d. 18. oktober.
Vi samarbejder med Konsulenthuset ballisager. Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte specialist i HR og projektledelse Sofie Hallgren på sof@ballisager.com eller på tlf.: 30 73 78 09.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Om Heraeus Covantics Denmark
Heraeus Covantics Denmark er en del af Heraeus Group, en globalt førende, familieejet teknologikoncern med aktiviteter i omkring 40 lande og mere end 17.000 medarbejdere verden over. Vi udvikler og producerer avancerede optiske fibre og kombinerer international ekspertise med en lokal kultur præget af høj faglighed, tæt samarbejde og korte beslutningsveje.
- Afdeling
- Industri & Produktion
- Lokation
- Brøndby
Om Konsulenthuset Ballisager
Konsulenthuset ballisager er et vidensstærkt og nytænkende konsulenthus. Med udgangspunkt i vores analyser, teoretisk viden og praktisk erfaring hjælper vi jer med at sætte det rette team.
Som HR-partner hjælper vi jer med at nå jeres strategiske mål, realisere organisationens potentiale og få det bedst mulige ud af medarbejdernes kompetencer. Det gør vi ved at understøtte hele medarbejderrejsen – lige fra I finder på, at der skal ansættes og til, at det er tid til at sende medarbejderen videre.
Vi arbejder i fællesskab og med et mål om konstant at blive dygtigere. Det gør os til Danmarks foretrukne HR-partner.