Erhvervsdirektør til Djurslands Bank
Vil du være med til at styrke Djurslands Banks erhvervsprofil i hele Aarhus? Har du erfaring og succes med at lede og skabe vækst? Og vil du være en del af succesen hos en stærk lokalt forankret bank?
Erhvervsdirektør til Aarhus hos Djurslands Bank
Vil du være med til at styrke Djurslands Banks erhvervsprofil i hele Aarhus? Har du erfaring og succes med at lede og skabe vækst? Og vil du være en del af succesen hos en stærk lokalt forankret bank, som vil være Danmarks mest menneskelige arbejdsplads? Så læs med her:
En relationsbank
Djurslands Bank er en relationsbank, der tror på, at god rådgivning starter med ægte kontakt. Hos os skal det være nemt at få fat i sin bank – hvad enten man kigger forbi eller ringer. Vi prioriterer høj tilgængelighed, hurtige svar og en personlig dialog, hvor kunderne bliver mødt i øjenhøjde og med en oprigtig nysgerrighed på kundens behov. Vores værdier, og nok bedste konkurrenceparameter, er det, der altid har været god bankskik: ordentlighed, nærvær og stærk kundeservice – og ja, vi måler faktisk på det, fordi det betyder noget for os.
Kort sagt; vores ambition er at være Danmarks mest menneskelige bank – både for kunder og medarbejdere. Vores kunder er mennesker. Det er vi også, og derfor lever vi i mødet med vores kunder, så vi i fællesskab, og med øjenkontakt, kan opbygge det gode fundament for samarbejdet.
Leder i en stærk lokalbank med vækstambitioner
Som erhvervsdirektør for hele Aarhus bliver du en central figur i vores fortsatte udvikling på erhvervsområdet. Du får ansvaret for at styrke indsatserne sammen med dit team, der er fordelt på de to erhvervsafdelinger placeret i Højbjerg og Risskov; to enheder, der allerede arbejder tæt sammen i hverdagen og deler ambitionen om at være en nær og relevant samarbejdspartner for byens virksomheder.
Som erhvervsdirektør deltager du desuden i bankens erhvervsudvalg, hvor der på tværs af banken arbejdes med forretningsudvikling, kundekoncepter og udvikling af bankens nicher inden for Landbrug, Ejendomsfinansiering, Klinik- og praksisfinansiering samt Vedvarende Energi.
Du kommer til at stå i spidsen for et engageret team på 9 erhvervsrådgivere. Herudover er der 2 finansbachelorer i studiejob, ligesom der er tilknyttet tre lokale erhvervssupportere, der indgår i teamet i dagligdagen. Teamet består både af erfarne og mindre erfarne kræfter.
Sammen skal I videreudvikle vores stærke position som lokalbank ved at dyrke de tætte partnerskaber med de erhvervskunder, der har valgt os som deres strategiske samarbejdspartner. Samtidig skal I have engagement og lyst til at række ud efter nye relationer – særligt inden for vores nicher og blandt små og mellemstore virksomheder – så vi fortsat vokser med omtanke og med mennesket i centrum.
Områdedirektør Peter Bredal udtaler: ” Vores erhvervsområde i Aarhus har oplevet flot vækst de seneste år, og jeg glæder mig til at videreudvikle både resultaterne og trivslen i afdelingen. Jeg vil beskrive min ledelsesstil som demokratisk, involverende og med udgangspunkt i nysgerrighed, tillid og respekt. Sammen med medarbejderne og de øvrige ledere i området ser jeg frem til at byde dig velkommen.”
Dine arbejdsopgaver er bl.a.:
· Ledelse af Aarhus’ 2 erhvervsafdelinger
· Udvikling af samarbejdet med bankens eksisterende erhvervskunder.
· Igangsætning af opsøgende aktiviteter med henblik på at skaffe nye erhvervskunder med udgangspunkt i bankens strategi.
· Deltage i kundemøder og støtte teamet i rådgivningen.
· Forandringsledelse og implementering af nye initiativer.
· Aktiv deltagelse i udadvendte aktiviteter og netværk, hvor du får en synlig rolle.
· Udvikling af medarbejderne og teamet via coaching og sparring.
Du får et tæt samarbejde med de syv ledere i filialerne i Aarhus, hvor I sammen tænker helheder på tværs af området, så I kan skabe de bedste løsninger for vores kunder og kollegaer.
Din nye hverdag hos os
Du tilbydes en stilling med mulighed for at træffe selvstændige beslutninger og med rig lejlighed til at udvikle dig både fagligt, personligt og ledelsesmæssigt. Du refererer til områdedirektør, Peter Bredal, og bliver en del af områdets ledelsesteam.
Hos os er der frie rammer og korte beslutningsveje, og som lokalbank i Østjylland er både kolleger og interne ”livliner” forankret i det østjyske; tæt på dig og vores kunder. Vores stabsmedarbejdere, herunder fra kreditfunktionen, har også arbejdsdage i både Risskov og Højbjerg for at sikre den tætte dialog og det gode samarbejde. Vi søger en stærk profil, der har lyst til at blive en vigtig del af dette fællesskab; og vi lover dig tryghed, fleksibilitet, udviklingsmuligheder og god ledelse.
Erfaring med erhverv og gode relationer
Vi glæder os til at høre fra dig, der har erfaring med erhvervskunder; måske kommer du fra en stilling som erhvervsdirektør eller erhvervschef eller som souschef i en erhvervsafdeling. Eller måske er du i dag en erfaren erhvervsrådgiver uden ledelseserfaring, der har lyst til at tage næste skridt i din karriere. Du trives helt generelt rigtig godt i arbejdet med at udvikle både kolleger og kunder, som du møder i øjenhøjde og med et klart mål om at lykkes sammen. Og så vil du nok også beskrive dig selv som ambitiøs.
Vi har brug for en selvstændig og initiativrig leder, som nyder at opbygge relationer og inspirere andre. Du motiveres af at bringe dit netværk i spil ift. opsøgende aktiviteter og arbejder strategisk med fokus på både resultater og høj kundetilfredshed. Faglig styrke, især inden for kreditområdet, er en fordel, men endnu vigtigere er, at du har lyst til at bidrage til et team og en bank, hvor mennesker og relationer er i centrum.
Vil du høre mere?
Vi får hjælp til rekrutteringsprocessen af Konsulenthuset Ballisager. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Seniorkonsulent Annette Randrup Hansen på aha@ballisager.com eller tlf. 3062 8923.
Hos os skal du blot sende et motiveret CV - læs mere om hvad det er her.
Vi inviterer til indledende samtaler på Ballisagers kontor i Aarhus den 9. og 10 april 2026.
- Lokationer
- Aarhus
Om Konsulenthuset Ballisager
Konsulenthuset ballisager er et vidensstærkt og nytænkende konsulenthus. Med udgangspunkt i vores analyser, teoretisk viden og praktisk erfaring hjælper vi jer med at sætte det rette team.
Som HR-partner hjælper vi jer med at nå jeres strategiske mål, realisere organisationens potentiale og få det bedst mulige ud af medarbejdernes kompetencer. Det gør vi ved at understøtte hele medarbejderrejsen – lige fra I finder på, at der skal ansættes og til, at det er tid til at sende medarbejderen videre.
Vi arbejder i fællesskab og med et mål om konstant at blive dygtigere. Det gør os til Danmarks foretrukne HR-partner.